AI handler ikke udelukkende om hvem der topper benchmarklisterne.
Der er noget fascinerende ved den måde, vi taler om europæisk teknologi på. Det gælder måske især kunstig intelligens. Debatten kommer hurtigt til at handle om modeller, benchmarks og placeringer på diverse ranglister. Hvem er bedst? Hvem er hurtigst? Hvem scorer højest på den seneste test?
Forleden blev jeg mindet om det, da jeg læste et kommentarspor til lanceringen af en ny europæisk AI-chat. Selve produktet er i denne sammenhæng næsten underordnet. Det interessante var kommentarerne. Flere mente, at projektet var dømt til at mislykkes, fordi den underliggende model ikke kunne måle sig med de amerikanske frontier-modeller. Andre pegede på, at Europa selv havde bragt sig i denne situation gennem GDPR, AI Act og en regulering, som efter deres opfattelse havde kvalt innovationen, længe før den fik mulighed for at blomstre.
Jeg læste kommentarerne et par gange, ikke fordi de overraskede mig, men fordi de syntes at rumme et paradoks, som går igen i mange diskussioner om europæisk teknologi. Vi taler ofte om, at Europa bør være mere konkurrencedygtigt, mere selvstændigt og mindre afhængigt af amerikanske teknologivirksomheder. Samtidig afviser vi de europæiske alternativer, fordi de endnu ikke er lige så gode som de amerikanske.
Det er svært ikke at spørge sig selv, hvordan de to ambitioner kan eksistere samtidig.
At bygge et økosystem tager tid
Når vi diskuterer kunstig intelligens, taler vi ofte, som om markedet allerede er færdigudviklet. Som om de nuværende styrkeforhold er permanente, og som om de virksomheder, der ligger forrest i dag, nødvendigvis også vil gøre det om ti år.
Historien om teknologi fortæller noget andet.
Store teknologivirksomheder opstår sjældent fra den ene dag til den anden. De udvikler sig over mange år, gennem investeringer, fejl, forbedringer og, ikke mindst, kunder. Et produkt bliver ikke bedre i et vakuum. Det bliver bedre, fordi mennesker bruger det, opdager dets svagheder, stiller krav til udviklerne og dermed skaber grundlaget for den næste version.
Da Airbus blev etableret i begyndelsen af 1970’erne, var der også mange, som mente, at Europa aldrig ville kunne udfordre de amerikanske flyproducenter. I dag er Airbus verdens største producent af passagerfly. Pointen er, at teknologiske økosystemer tager årtier at bygge, og at de kræver både investeringer og et hjemmemarked, som tror på dem.
Det gælder software. Det gælder hardware. Og der er ingen grund til at tro, at kunstig intelligens skulle fungere fundamentalt anderledes.
Derfor synes jeg også, det er paradoksalt, når argumentet bliver, at europæiske modeller ikke er værd at bruge, fordi de endnu ikke er lige så avancerede som de amerikanske. Hvis det bliver den dominerende holdning blandt europæiske virksomheder og offentlige institutioner, har vi i realiteten accepteret, at Europa aldrig får sin egen konkurrencedygtige AI-sektor. Ikke fordi vi nødvendigvis mangler talent eller idéer, men fordi vi aldrig skaber et marked, hvor de europæiske virksomheder kan udvikle sig.
Frontier-modeller er ikke hele historien
Det er naturligvis rigtigt, at de mest avancerede modeller i øjeblikket udvikles i USA. Det kan ikke benægtes. Når opgaven handler om avanceret programmering, komplekse ræsonnementer eller forskningsmæssige problemstillinger, sætter de amerikanske frontier-modeller fortsat standarden.
Men det er værd at spørge, om det også er den rigtige målestok for langt de fleste brugere.
De fleste virksomheder anvender ikke kunstig intelligens til banebrydende forskning. De bruger den til at skrive e-mails, analysere dokumenter, udarbejde udkast, oversætte tekster, opsummere møder og effektivisere administrative processer. Til den slags opgaver er forskellene mellem modellerne ofte langt mindre markante, end vi hører i den offentlige debat.
Det betyder ikke, at frontier-modeller er uvigtige. De flytter grænserne for, hvad teknologien kan. Men det betyder, at en diskussion om europæisk AI ikke udelukkende kan handle om, hvem der topper benchmarklisterne. Den skal også handle om, hvilke behov vi faktisk forsøger at løse, og hvilke teknologier der er tilstrækkelige til langt de fleste opgaver.
Jeg bruger selv amerikanske modeller dagligt — de er uovertrufne til mange opgaver. Men samtidig bliver jeg mere og mere opmærksom på, hvor afhængige vi er ved at gøre os af ganske få virksomheder uden for Europa. Det er en udvikling, som fortjener mere opmærksomhed, end den får.
Den oplagte indvending er naturligvis, at virksomheder ikke har råd til at vælge en dårligere løsning af hensyn til Europas fremtid. Hvis en amerikansk model løser opgaven bedre, bør den vælges. Det argument har vægt, og jeg ville heller ikke selv anbefale en virksomhed bevidst at vælge en dårligere løsning.
Men diskussionen er sjældent så sort-hvid. For langt de fleste er forskellen mellem modellerne mindre dramatisk, end debatten giver indtryk af. Derfor er der også situationer, hvor europæiske løsninger kan vælges uden at gå på kompromis med kvaliteten.
Er reguleringen den egentlige forklaring?
En af de mest udbredte forklaringer på Europas position er, at GDPR, AI Act og anden regulering har gjort det umuligt at skabe en konkurrencedygtig AI-industri.
Det er en forklaring, der har den fordel, at den er enkel. Men netop derfor bør man være varsom med den.
Vi har været her før. Europa diskuterer i disse år cloud, halvledere, batterier, energi og forsvar ud fra samme grundlæggende spørgsmål: Hvilke teknologier er så afgørende, at vi ikke bør gøre os fuldstændig afhængige af andre? I den sammenhæng forekommer det mærkeligt, at kunstig intelligens så ofte reduceres til et spørgsmål om benchmarks. Hvis AI bliver lige så grundlæggende for samfundet, som mange forventer, bør diskussionen også handle om robusthed, forsyningssikkerhed og strategisk handlefrihed.
Der er ingen tvivl om, at regulering kan gøre innovation dyrere og mere besværlig. Det er en reel udfordring, og det ville være forkert at ignorere den. Men Europas teknologiske udfordringer begyndte ikke med AI Act. De går årtier tilbage.
Europa har gennem lang tid haft mindre adgang til risikovillig kapital end USA. Vi har færre globale teknologigiganter, færre hyperscalers og et mere fragmenteret hjemmemarked. Samtidig har vi i mange tilfælde været bedre til forskning end til at omsætte forskning til virksomheder med global gennemslagskraft.
Det er vanskeligt at se, hvordan én lovgivning kan forklare alle disse forhold.
Det betyder ikke, at europæisk regulering ikke bør diskuteres eller forbedres. Tværtimod. Men hvis vi reducerer hele Europas AI-udfordring til et spørgsmål om GDPR, risikerer vi at overse de langt større strukturelle problemer, som ikke forsvinder, selv hvis reglerne blev ændret i morgen.
Digital suverænitet er ikke et moralsk projekt
For mig handler diskussionen i sidste ende om noget andet end Mistral, OpenAI eller nogen anden enkelt virksomhed.
Den handler om digital suverænitet.
Vi lever i en tid, hvor software ikke længere blot er et værktøj, men en del af den samfundsmæssige infrastruktur. Kommunikation, sundhed, energi, forskning og offentlig administration bliver i stigende grad afhængige af kunstig intelligens. I den situation forekommer det rimeligt at spørge, om Europa udelukkende bør basere denne infrastruktur på teknologi, som udvikles og kontrolleres uden for kontinentet.
Det er ikke et argument imod amerikanske virksomheder. De har skabt nogle af verdens mest imponerende teknologier, og jeg bruger selv flere af dem hver eneste dag.
Det er heller ikke et argument for at vælge europæiske løsninger alene af ideologiske grunde.
Det er derimod et argument for, at robusthed også handler om alternativer. Vi accepterer som en selvfølge, at Europa bør kunne producere energi, medicin og kritisk teknologi. Ikke fordi europæiske produkter altid er de billigste eller bedste, men fordi vi har lært, at afhængighed af andre kan gøre os sårbare.
Jeg har svært ved at se, hvorfor kunstig intelligens skulle være fundamentalt anderledes.
Et valg om fremtiden
Måske er de amerikanske modeller også de bedste om ti år. Måske er de ikke. Det ved vi først om 10 år.
Men én ting er jeg sikker på. Hvis europæiske virksomheder aldrig får mulighed for at opbygge et hjemmemarked, hvis de aldrig får kunder, og hvis de aldrig bliver betragtet som et seriøst alternativ, så bliver de næppe verdensledende.
Derfor tror jeg, at vi stiller det forkerte spørgsmål, når vi spørger, om en europæisk model er lige så god som den bedste amerikanske.
Det mere interessante spørgsmål er, hvilken rolle vi ønsker, at Europa skal spille i den næste teknologiske revolution.
Hvis svaret er, at Europa skal være andet og mere end kunde hos amerikanske og kinesiske virksomheder, følger der også et ansvar med. Ikke et ansvar for ukritisk at vælge europæisk, men et ansvar for at give europæiske alternativer en reel mulighed for at udvikle sig.
Det paradoks er værd at tænke over. Vi efterlyser europæiske alternativer, men vurderer dem ud fra de samme kriterier, som gør det næsten umuligt for dem at vokse. Hvis vi ønsker, at Europa skal spille en reel rolle i den næste teknologiske revolution, bliver vi nødt til også at skabe et marked, hvor europæiske virksomheder får mulighed for at udvikle sig.
Ellers risikerer vi, at Europas manglende konkurrenceevne bliver en selvopfyldende profeti. Men hvad hvis vi i stedet spurgte os selv: Hvad ville der ske, hvis vi gav europæisk AI en fair chance — ikke af idealisme, men af strategisk nødvendighed? For i sidste ende handler det ikke om, hvem der vinder kapløbet om den bedste model. Det handler om, hvem der kontrollerer fremtidens infrastruktur — og om Europa vil være mere end bare en passiv forbruger af andres teknologi.
