Min blog er flyttet hjem til Europa

Der er noget tilfredsstillende ved at vide, præcis hvor dine ting er. Ikke i en paranoid, alt-skal-kontrolleres-forstand, men i den enkle, jordnære forstand: jeg ved hvem der ejer min hjemmeside, hvem der ejer min e-mailliste, og hvem der tæller mine besøgende. Det har jeg ikke altid kunnet sige.

I flere år lå jkfrank.dk på Netlify. Et amerikansk firma, med amerikansk infrastruktur og amerikanske vilkår. Det har jo faktisk fungeret fint. Det var gratis, det var nemt, og jeg tænkte aldrig over det. Det er sådan de store amerikanske techgiganter har vundet os over: ikke ved at tvinge os, men ved at gøre alt så friktionsløst, at vi aldrig stiller spørgsmål.

Men på et tidspunkt begyndte jeg at stille dem alligevel.

Hvorfor nu

Det er ikke én bestemt nyhed eller én bestemt skandale, der fik mig til at handle. Det er mere en tiltagende følelse af, at jeg gerne vil kunne svare på spørgsmålet “hvor ligger mine data, og hvem bestemmer over dem?” uden at skulle slå det op. Det handler om at tage et lille stykke kontrol tilbage, i en tid hvor det meste af min digitale tilværelse alligevel ligger i hænderne på et håndfuld amerikanske selskaber.

Det er også et større spørgsmål end mig selv. Vi i Europa er nødt til at tage vores digitale suverænitet alvorligt og begynde at træffe bevidste valg, ikke som en protest, men som en vane. Hver gang vi vælger en tjeneste, vælger vi samtidig hvor magten over vores data skal ligge. Min blog er ikke verdens navle, men den er et sted, hvor jeg kan starte med at træffe de rigtige valg.

Jeg er midt i et nyt kapitel af mit liv lige nu, hvor jeg generelt har lyst til at bygge tingene op igen fra grunden, efter mine egne præmisser. Bloggen var et oplagt sted at starte. Den er lille, den er min, og ingen andre bliver påvirket, hvis jeg laver fejl undervejs.

Så reglen blev sat: alt skal være 100% europæisk ejet og drevet. Ikke bare hostet i et europæisk datacenter. Den fælde er meget let at falde i. Et amerikansk selskab kan sagtens have servere i Frankfurt og stadig være underlagt amerikansk lovgivning og amerikanske ejere. Jeg ville have ægte europæisk ejerskab, hele vejen igennem stakken.

Stakken, sten for sten

Git og hosting: Codeberg. En tysk non-profit, der driver Git-hosting og statisk webhosting (Codeberg Pages) uden et kommercielt motiv bag. Jeg overvejede kort Simply.com, som markedsfører sig som dansk. Men gravede man et lag ned, ejes moderselskabet af kapitalfonden Hg Capital, der er hjemmehørende i Storbritannien. Gravede man endnu et lag ned, viste det sig, at Hg Capital selv er ejet af flere investorer, blandt andet det amerikanske kapitalselskab BlackRock. Diskvalificeret på stedet. Det var en god påmindelse om, at “lyder dansk/europæisk” og “er europæisk ejet” ikke altid er det samme, og at ejerskabsspor ofte ender et helt andet sted, end man tror, hvis man bare graver ét lag ekstra ned.

Framework: Astro + MDX. Det gamle site kørte på Eleventy med Nunjucks-templates. Fungerede fint, men jeg ville have noget, der passede bedre til, hvordan jeg rent faktisk skriver og tænker i dag, Markdown blandet med komponenter, uden at gøre det mere kompliceret end nødvendigt.

Analytics: GoatCounter. Hollandsk, lavet under en privacy-first licens (EUPL), og det erstatter Google Analytics. Slut med at sende data om mine læsere til Google. Nu har jeg et lille, gennemsigtigt værktøj, der kun viser mig det basale: hvor mange der kom forbi, og hvor de kom fra. Ingen profilering, ingen cookies man skal acceptere fem gange.

Newsletter: Brevo. Fransk. Det er næste skridt, men retningen er sat.

CMS: ingen. Det er nok det mest kontraintuitive valg. De fleste ville sige, en blog skal have et pænt redigeringsinterface. Men jeg er allerede komfortabel i VS Code, så jeg redigerer MDX-filerne direkte. Én ting mindre at vedligeholde, én ting mindre der kan gå i stykker.

Det, jeg ikke havde regnet med

Det sjove ved at flytte en hjemmeside er, at det tvinger dig til at læse dit eget gamle indhold igen. Jeg fandt ud af, at en af mine artikler havde et apostrof i filnavnet, som gjorde, at den automatiske migration gengav en omskrivning af artiklen i stedet for at kopiere den oprindelige tekst ord for ord. Havde jeg ikke tjekket det grundigt efter, var mine egne ord stille og roligt blevet erstattet af en AI’s gæt på, hvad jeg nok havde skrevet. Det er en god lære, uanset hvor meget automatisering man bygger ind i sin proces: tjek altid kildeteksten, især når noget skal overleve en migration.

Jeg endte også med at rydde op i en bunke gamle WordPress-redirects, som var hængt ved fra en endnu tidligere version af bloggen. Adresser til artikler, der ikke findes længere, til tags og kategorier uden indhold bagved, og en enkelt fejlkodet URL, som åbenbart havde ligget og spøgt i loggen i årevis. Jeg droppede dem alle. Nogle gange er den bedste oprydning bare at lade det gamle blive gammelt, i stedet for at bygge stilladser til at holde det kunstigt i live.

Hvad det egentlig handler om

Jeg vil ikke gøre dette til større, end det er. Det er en lille personlig blog, ikke et politisk manifest. Men der er noget rart ved at vide, at hver byggesten i min digitale tilstedeværelse, fra git-historikken til besøgstallene, er noget, jeg reelt forstår og kontrollerer.

Det er det samme princip, jeg prøver at tage med ind i andre dele af mit liv lige nu: gør tingene selv, forstå dem til bunds, og byg dem så de er dine. Det gælder lige så meget for en blog som for alt andet.